Jeg er så privilegeret, at have begge mine dejlige heste, Santana og Medina, på samme matrikelnummer som mig selv. Jeg elsker det hele – det hårde arbejde, de tidlige/sene timer og, at det kun er mig der sørger for dem. Det er for fedt!
MEN og det er et stort men, for jeg er alene om alt. Der er ingen sludder i stalden, ingen, at muge, strigle eller ride med. Ingen, at drøfte dagens ridetur, dilemmaer, fodermærker eller fremvise den nyeste investering i udstyr.
Generelt helt alene.
Og til dagligt går det mig ikke vildt meget på, men der heller aldrig nogen opbakning eller støtte, når tingene er svære eller trælse – der er også kun mig selv til, at trække mig op. Og det er strenge.
I en lang periode havde jeg ridehuskort til en rideskole hvor mange af mine veninder også har hest inde – det var simpelthen bare så fedt! Og jeg hyggede mig SÅ meget. Der var så mange ting der pludselig var sjovere og hyggeligere. Desværre lavede rideskolen pludseligt om på reglerne og ridningen skulle være i et bestemt tidsrum. Jeg valgte, at opsige ridehuskortet – det kunne ikke hænge sammen med mit arbejde. Det var bare for dyrt for en ridetur i ugen.
Jeg savner det. Sådan helt sindssygt. Specielt efter, at jeg nu er endnu mere alene, kan jeg nemt mærke, at jeg føler meget mere ensom
Tidligere gjorde det mig ikke så meget, at jeg skulle alene af sted til undervisning eller stævne. Men nu higer jeg virkelig efter, at nogen vil tage med – eller høre om det, snakke med mig om min hest.
Det er lidt blevet sådan, at fordi jeg kan klare mig selv, så skal jeg også klare mig selv
Tidligere var mine forældre gode til, at spørge ind og komme til undervisninger. Men efter, at jeg selv tog trailerkørekortet fik det en brat ende og jeg kan ærligt ikke huske hvornår mine forældre sidst overværede en af mine rideture.
Det går lidt samme vej med mine veninder – nok ligeså meget fordi jeg er nærmest er stoppet med, at spørge. Svaret er som regel ’nej’ eller ’det kan jeg ikke nå’. Hvilket jo også er helt fair – men jeg gør mit ypperste for, at stå ved siden af dem til stævner og for, at filme til deres undervisning. Netop når jeg gør mit bedste for, at hjælpe dem, har jeg utrolig svært ved, at forstå, at de aldrig kan komme med mig eller hjælpe mig.
Jeg er uden tvivl også af den type menneske der bliver lettere trodsig når jeg får nej på nej på nej. Jeg bliver utrolig stædig – for så kan jeg i hvert fald også bare klare mig selv.
Så måske er det egentlig mig der er problemet.
Måske skal jeg være bedre til, at spørge? Om selskab? Om, at tage med eller hjælpe i ny og næ?
Måske er det virkeligheden mig der skal tage mig sammen?
En ting er sikkert – uanset hvor skønt jeg syntes det kunne være, at opstalde hestene på rideskolen, så kommer det ikke til, at ske. Det vil jeg ikke byde hverken mig selv eller hestene.
Men det er absolut noget jeg lige vil tage op i mit hovedet. Jeg vil altså gøre et lidt mere ihærdigt forsøg på, at få lidt selskab og øve mig væsentlig mere i, at spørge.
Tak fordi du læste med i min lille tankestrøm