Som lovet får I en lille historie om den omtalte albue – den fylder nemlig en stor af mit liv

En torsdag i juni 2020 skal jeg ud og ride dressur på min skønne Santana. Det er super godt vejr og vi skulle heldigvis ikke lave en hel masse.

Men jeg sadler op og trækker om på ridebanen. Vi får skridtet varm og styr på traven. Galoppen spiller bare og efter en kort skridt pause vil jeg lige trave af.

Vi havde på daværende tidspunkt redet en del uden sadel, så med solskin og 25 grader smider jeg selvfølgelig sadlen inden jeg traver af.

I en 20 m volte højre rundt, bliver Santana forskrækket og springer to skridt til venstre. Jeg glider på siden og slipper ret hurtigt. Jeg lander på jorden med et brag mens en ulidelig smerte kommer hurtigt fra højre arm. Jeg får vendt mig på ryggen, kigger mod solen og prøver lige, at mærke efter hvor jeg har slået mig.

Svien fra knæet = hudafskrabning

Dunken fra lænden = her kommer et blåt mærke

Frysende kulde og kogende smerte, ufrivillige muskelbevægelser, spændinger, dunken, svien fra højre arm = åh, den er helt galt

Jeg får løftet hovedet og kigget mod den arm jeg ikke selv har kontrol over længere. Til min store overraskelse ligger den som en arm ikke skal kunne vende og jeg konkludere, at jeg ikke selv bare lige kommer på hesten igen

Min rationelle side går hurtigt i gang. Telefonen er i højre lomme, den skal fiskes op, hvordan? Men hov, var far ikke måske omme bagved – mon jeg kan råbe ham op? Og jeg kalder. Råber af mine lungers kræft: ”FAAAAAR. HJÆLP MIG” der er stille ”FAAAR! KOM NU! HJÆLP MIG!”

Der sker ingenting. Jeg begynder, at kigge efter Santana – hvor pokker blev han af?
Han står lige foran mine fødder og kigger. ”Løb” tænker jeg ” skynd dig, løb om til far” . Santana kigger videre med sine store bambiøjne – uforstående overfor situationen

Jeg skal have fisket telefonen op. Det er ikke nemt med venstre hånd at få telefonen ud af ridebuksernes lomme i højre side. Det lykkedes. Med solen i øjnene får jeg gang i ’Siri’

”Ring op til far” Siger jeg

”Jeg forstår ikke din besked” kaster ’Siri’ i hovedet på mig

”pis” tænker jeg og forsøger et par gange mere, uden held

”Ring op til mor” får jeg fremstammet og pludselig ringer jeg til min mor.

”Jeg er faldet af og har brug for hjælp. Jeg kan ikke få fat i far. Få ham ud på ridebanen. Mor, jeg har brug for hjælp” lyder min grådkvalte tale – jeg fik fat på mor og kan nu få lov, at lidt i panik. Hun ligger på og skynder sig hjem, siger hun

Efter noget der føltes som en evighed kunne jeg ikke mere og får tastet ’112’ på min telefon. Grådkvalt får jeg fortalt damen, at jeg er faldet af, jeg har slået min arm og det gør virkelig ondt. I det damen begynder, at arbejde i ambulance eller helikopter kommer min far løbende ud på ridebanen. ”Hjælp mig, far” fremstammer jeg hurtigt og indenfor et par sekunder sidder mor også ved siden af mig. Jeg bryder helt sammen. Jeg har været stærk i flere minutter – nu kan jeg ikke mere

Far henter noget vand og et håndklæde, mor lyner støvlerne af og kort efter holder ambulancen der. Redderne er søde og overskudsagtige, jeg fik smertestillende og kunne selv komme til båren. Turen til sygehuset gik hurtigt og jeg forstod ret hurtigt på redderen, at det var ikke så godt med min arm.

Efter besøg i både røntgen, CT scanner og MR scanner fra top til tå og samtlige læger fra akutmodtagelsen kunne gå videre i dagens program får vi af vide, hvad der er sket

Hele albuen hænger nærmest kun sammen i huden. Jeg har rykket den af led og fået skubbet overarmsknoglen en tur sandet. Ledbånd, sener og nerver er rykket over. Et lille brud i underarmsknoglen og splitning af ’skålen’ til leddet

Jeg skal opereres ret hurtigt og sendes videre til Skejby dagen efter. Der bliver monteret et stort stativ til, at holde armen og jeg bliver sendt med sygetransport til Skejby

Dagene efter er en pærevælling i mit hoved

Besøg af læger, fysioterapeuter og sygeplejerske – min kæreste og mor var der på skift. Ind og ud af operationsstuer og narkose.

Endelig er der gode nyheder, lægerne vil samle ledbåndene og sener på mandag. Jeg vågner fra operationen og griner i hele hovedet – endelig er jeg sluppet af med stativet og kun med gips.

Om onsdagen må jeg komme hjem og efter 3 uger får jeg gips af og sting ud. Der er 5 sting og 30 clips, men det går planmæssigt – sygeplejersken er tilfreds

Jeg får nogle passive øvelser af en fysioterapeut samt en skinne med hjem og går med den de efterfølgende 5 uger.

Derefter begyndte den rigtige genoptræning. Det var utrolig strenge, virkelig svært og enormt kedeligt. MEN i midten af november sad jeg endelig på ryggen af hest igen

Vi hyggede i længe og tog det i et langsomt tempo. Rytmen og tilliden skulle findes på ny. Det gjorde den heldigvis og i løbet af foråret 2021 var vi i fuld vigør igen.

Albuen kan hverken strækkes eller bøjes helt og kommer ej heller til det igen. Ligeledes kan den ikke dreje i håndleddet, altså jeg kan ikke vende håndfladen opad.

Desværre begyndte den ret hurtigt, at blive træls igen. Den blev mere stiv og det murrede inde i den. Jeg blev tilbudt en operation igen. Dog takkede jeg nej i første omgang – jeg ville ikke bruge en sommer mere på sofaen.

Men det endte med, at der ikke var nogen udvej og jeg fik lavet et mindre indgreb i april i år. Det har gået godt indtil videre, så jeg krydser virkelig fingre for, at det bliver med det

Jeg fik absolut øjnene op for, at det er en farlig sport. Så husk din ridehjelm

Jeg red ikke på den vildeste hest eller udfordrede skæbnen på anden måde – tværtimod gjorde jeg det vi havde gjort 100 gange før.

Så pas på dig selv og dine veninder i sporten – det er ikke for sjov, men levende dyr

Tak fordi du læste med – jeg forsøgte, at holde det kort