Mit navn er Line, landsbytøs fra ’97. Født og opvokset på landet – total indædt vestjyde.

Jeg har helt fra barnsben fundet ro i, at være sammen med dyr. I og med, at jeg er vokset på landet, har det altid været en naturlig del af min barndom.

Mine far havde slagtesvin, vi havde hund og min mor havde en hest hjemme – så selvfølgelig skulle hendes datter jo have en pony. Og sådan fik jeg min første pony, Snehvide. En gammel pony der nærmest kun være blevet brugt som plæneklipper, men nu skulle agere børnepony.

Efter et par år hvor min interesse kun var vokset fik jeg lov, at få en pony – der var købt til mig! Det var stort!

Vi kiggede og kiggede, men budgettet var småt og jeg havde så mange ønsker til min nye pony.

Heldigvis var der en elevpony i Viborg der skulle videre i sit liv og den endte hos mig. En new forrest pony hoppe, Chili, som faktisk kunne lidt af det hele – jeg var simpelthen ovenud lykkelig og begyndte, at ride undervisning på den lokale rideskole.

Mine forældre gjorde meget for, at jeg skulle have andre interesser, men intet bed sig rigtigt fast og jeg fungerede ikke godt socialt – så hvorfor blive ved, at prøve på, at passe ind? Jeg ville jo bare hestene

Det gik desværre sådan, at Chili blev forfangen og ikke til ridehest igen. Min mor havde i mellemtiden mistet sin hjertehest og var på udkig efter en ny. Derfor gik de næste år med, at hun kiggede på hest og jeg overtog hendes ”fejl-køb” i ny og næ – selvom ingen af hestene var dygtige, var det utrolig lærerigt og jeg var jo glad for muligheden.

Da jeg skulle på efterskole, havde jeg tigget om en hesteefterskole – men økonomien var der ikke og jeg kom af sted på en ganske almindelig efterskole. Jeg fandt ikke rigtigt min hylde eller gode flok af venner – men heldigvis var der kun 10 km hjem, så cyklede hjem og red i fritiden

Da jeg færdig på efterskole havde min mor fået nok af hendes unge fuldblods hoppe, igen købt som forsøg på ny ridehest – men mor ville have noget andet.

Fuldblodshoppen, Trinity, var noget særligt med stort temperament og endnu højere energiniveau. Men jeg skulle tænke ud af boksen og træne på nye måder. Jeg knuselskede den lille hoppe. Vi kom med på det lokale dyreskue og vandt(!) og så fik jeg endda lov, at få 2 starter på den lokale rideskole

Jeg var så klar på fremtiden og mit sabbatår skulle absolut fyldes af heste – og det blev det

Så i januar rejste jeg til Portugal for, at arbejde i en salgstald med de smukke lusitanoer. Jeg kom hjem i maj med rygsækken fyldt op af erfaring, en hund, et vigtigt bekendtskab og endnu mere klar på hestelivet. Så jeg skyndte mig, at søge om en stilling på et mindre stutteri med massere af ridning – det var så fedt!

Da jeg senere startede på uddannelse, blev jeg nødt til, at sælge fuldblodshoppen. Heldigvis fandt jeg et super godt hjem.

Men efter et par måneder begyndte jeg, at savne hestene, så jeg kontaktede mit bekendtskab fra Portugal og han havde tilfældigvis et par ‘slagteheste’, hvis fremtid skulle bestemmes. Det var oftest heste med meget stor bagage, som var blevet for stor en mundfuld for ejeren. Nogle havde jeg i 2 måneder, en anden i 8 måneder og en enkelt blev jeg så glad for, at jeg har ham endnu, Santana.

Udover det tjente jeg del lommepenge ved, at fremvise salgsheste i en stald hvor den daglige rytter ikke ville arbejde i weekenden – så bonus til mig, for det var store, dyre, dygtige heste. Det var vildt fedt og jeg nød det!

På en ridetur i sommeren 2020 tabte Santana mig så uheldigt, at det kostede en hel albue, der aldrig bliver normal igen (det skal jeg nok fortælle mere om senere ) – men på grund af denne albue er modet ikke til det samme som før og jeg stoppede samarbejdet med salgstalden samt ridningen af ‘slagtehestene’

Santana er en atypisk dressur hest, men han gav mig modet til, at komme sådan rigtigt af sted til stævner. Jeg har ikke den store opbakning fra venner og familie, så der skulle først spares op til kortet og hestetraileren. Men af sted kom vi, og selvom vi nærmest altid var alene af sted, så elskede jeg det! Det var helt fantastisk og jeg fik ham helt klar til LA’erne.

Desværre vil livet sådan, at Santanas krop ikke kunne blive ved, at holde til ridningen, så i marts 2021 brugte jeg alle former for opsparing og købte sådan en ’rigtig’ dressurhest, Medina. Vi er stadig nye i bekendtskabet og jeg købte hende 14 dage før en planlagt operation i den omtalte albue

Men hold da op, hun er for sej og jeg glæder mig utrolig meget til fremtiden

Så i dag står jeg her. 24 år gammel, bosat med hunden fra Portugal og min kæreste, der ejer en halv maskinstation, med hestene i baghaven, en ødelagt albue og frygtelig meget arbejde – men jeg elsker det!

Jeg håber, at du nåde med så langt. Jeg har en masse spændende ideer i støbeskeen om mange forskellige opslag – men er du interesseret i mere her og nu, så følg min instagram @frenchieandhorsie